Der er året igennem mange koncerter i Sønder Tranders Kirke med både lokale og meget anerkendte kunstere. 

Alle koncerter vil blive annonceret her på hjemmesiden.

 

KOMMENDE KONCERTER

Sensommerkoncert med Hjørring Kammerkor.

Sdr. Tranders Kirke tirsdag d. 27. september kl. 19.30.

Som optakt til Hjørring Kammerkors koncertrejse til England i oktober præsenterer de her deres koncertprogram til turen.

Det bliver primært dansk, men også skandinavisk og engelsk kormusik under overskriften "Blomster og sommerluft". Der bliver dansk musik af bl.a. Carl Nielsen, Svend S. Schultz og Frederik Rung, engelsk musik af Benjamin Britten og nogle danske sange. 

Organist Anne Mette Vennegaard har været dirigent for koret siden 2003, og i den tid har koret sunget en lang række koncerter med dansk og nordisk kormusik og danske sange og salmer. Koret har også opført flere af kormusikkens store værker, bl.a. Händels Messias, Bachs Juleoratorium og Johannespassionen i samarbejde med Ensemble Zimmermann.

Koret består af 25 sangere fra det nordlige Vendsyssel og de har her i foråret indledt et samarbejde med Trollhättans Kammarkör, som besøgte Hjørring, og de to kor gav en fælles koncert på Vendsyssel Kunstmuseum.

Glemt og elsket? – Et nedslag i den danske kirkelige romantik

Koncert i Sønder Tranders kirke søndag den 13. november kl 16.00

Vi kender de store romantiske komponister som Gade, Weyse og Heise –Men hvad med Matthison-Hansen, Nebelong og Otto Malling? Ved denne kirkekoncert vil vi dykke ned i den lidt mere ukendte del af dansk romantik og genoplive nogle næste glemte perler fra både kendte og mere anonyme komponister; men der vil også blive plads til nogle af den tids største hits. Koncerten vil bl.a byde på Lange-Müllers vandringsmandens sange og nogle af weyse og Ingemanns elskede aftenssange.

Medvirkende: Bo Horsevad, basbaryton

Christian Vestergaard Wennerlin, klaver