Noget særegent for Gug kirke er den måde lyset virker på, både dagslyset og den elektriske lyshimmel. De grå betonvægge har vekslende overfladestruktur, således at lyset kastes tilbage derfra på forskellig vis. Alt efter vejrlig og døgnets rytme er der skiftende lysspil. Lyset giver rummet vidde og storhed, og når lyset skifter mellem lys og skygge, er der bevægelse i rummet. Gug kirke har et rum, der stemmer sindet til samling og fred. Samtidig er det også et sted, hvor der er bevægelse og liv.

I pinsen 1996 fik kirken en ny udsmykning, som er udført af billedhuggeren Hein Heinsen og maleren Stig Brøgger. De havde fået til opgave at lave en udsmykning, som kunne svare til kirkens rum, samtidig med at den også gerne måtte tilføje rummet noget nyt.

Hein Heinsens skulptur over alteret og Stig Brøggers malerier bag ved prædikestolen rummer på samme måde som kirkens arkitektur en henvisning til en større og anden virkelighed, end den vi umiddelbart ser. Kunstnerne taler om, at der er sprækker i deres kunst, sprækker ind til noget større.

Der er ro over deres skulptur og malerier, men samtidig er der også bevægelse. Både malerierne, som hænger bag ved prædikestolen, og skulpturen, der hænger over alteret, former en spiralagtig bevægelse, og med en spids peger skulpturen ned på alterbordet. Der skabes gennem malerier og skulptur en forbindelse mellem prædikestol og alter, mellem ordets og nadverens forkyndelse. I kraft af den bevægelse, der er i malerierne og i skulpturen, vises der hen til, at det er her og nu, når ordet lyder, og når brød og vin rækkes, at der sker noget. Den guddommelige kærlighed inkarnerer sig i ordet og i nadverens brød og vin. "Ordet blev kød og tog bolig iblandt os", således står der i Johannesevangeliets indledning, som er at læse på prædikestolen. Gud og hans ord er evigt til stede uden for vores tid, men griber ind i vores daglige, historiske virkelighed og giver os at erfare den fred, den bevægethed og opbyggelse, som hans tilgivelse bringer os. Skulpturen og malerierne skaber ikke noget i sig selv, men skaber nyt ved ordets kraft.

Hein Heinsens og Stig Brøggers udsmykning er ikke en fremstilling af noget, som vi kan genkende fra vores verden. Den vil henvise os til en virkelighed, der er større end os, og samtidig vil den pege på, at denne virkelighed bryder ind i vores virkelighed, når ordet forkyndes, og når nadverens brød og vin rækkes os.

Hvad der da sker, er forskelligt for det enkelte menneske, og forskelligt er det også, hvorledes det samme menneske opfatter ordet fra tid til anden. Værket er åbent over for beskueren, der således vil kunne finde nye sider og nye betydninger i det, idet der i kirken lyttes til de bibelske læsninger.

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Apostlenes gerninger kap.2.1-2

Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden.
2. Mosebog kap.20.4